Vi kender alle tilstanden mellem drøm og virkelighed. Man vågner fra en drøm, og i et par sekunder føles
det som om, man stadig svæver i et limbo mellem dens tyngdeløshed og opvågningens fysiske realitet. Man
kender det også, når der på en varm sommerdag pludselig begynder at danne sig de særeste syner på ens
nethinde, samtidigt med, at man er fuldt ud klar over, at man er vågen.
Det er denne tilstand mellem drøm og opvågnen, mellem fantasi og virkelighed, som Lis Bramsen
beskæftiger sig med i sin billedverden.
Motiver skyder sig ind og ud mellem hinanden: ansigter, vegetation, dyr, både, biler og bygningsværker
fra alle dele af kloden. Uafhængigt af de figurative detaljer svæver abstrakte farveskyer rundt, angivende
en stemning, henvisende til landskabsfænomener eller simpelthen følgende deres egne interne
kompositoriske regler.
Resultatet er billeder, man ikke sådan lige kan få hold på. Gåderne er i overtal, antydningerne vigtigere
end den pragmatiske realisme. Hvad der er ligeså sikkert, er imidlertidig den kendsgerning, at Lis Bramsens
malerier angiver en stemning, antyder hemmelige fortællinger og mulige historier og i det hele taget giver
beskueren en intens lyst til at gå på opdagelse i billedet og digte videre på det.
Gør man det, vil man opdage et univers, hvor tingene ikke er hvad de umiddelbart giver sig ud for at være.
Mennesker har dyreansigter, motiver fra den vestlige verden blander sig med fænomener fra troperne,
familiesnapshots forvandler sig til sære ukendte væsener, rum forskydes eller opløser sig og objekter
løsrives fra deres velkendte sammenhæng.
Stemningen i billederne er sjældent truende. Snarere lægger der sig et fint melankolsk slør over
scenerierne, en stille undren over tidens ubønhørlige kværnen, der effektivt fjerner illusionen om, at vi har
sikre holdepunkter i tilværelsen.
Mest af alt mærker vi dog poesien i Lis Bramsens billedverden. En billedverden, hvor pointen er altings
foranderlighed, formidlet på en visuelt stimulerende og æstetisk appellerende måde.